Translate

søndag den 3. september 2017

Når man sanser verden anderledes.

Som jeg har været inde på i tidligere indlæg, så har jeg nogle sansemæssige udfordringer. Jeg vil i dette indlæg komme nærmere ind på hvordan det påvirker mig og min måde at opfatte verdenen på og hvad jeg gør for at afhjælpe det.


Omkring 80 % af mennesker med autisme spektrum diagnoser oplever en eller form for sanseforstyrrelser, og det kan være alle de klassiske sanser  syns-, lugte-, smags-, høre- og følesansen, men også balance og krop sans som er dem der fortæller os hvor vi er i forhold til vores omgivelser. De sanser jeg har de største udfordringer med er høre, føle og balance og krops sansen, men også syns og smags sansen volder mig ind imellem problemer.


Høresansen

Høresansen er nok den jeg er mest udfordret på. Jeg har i modsætning til de fleste andre intet filter til at sortere lydindtryk, hvilket vil sige at alle lyde kommer ind med lige stor styrke, det betyder blandt andet at det kan være rigtig svært for mig og kræver mange kræfter at føre en samtale, hvis jeg er et sted med meget larm eller mange samtaler på samme tid.
Det betyder også at mange helt almindelige dagligdags lyde er  belastende og en del gør direkte fysisk ondt, som om nogle stikker nåle i min øregang. Nogle af de ting som er svært for mig, er lyden af andres samtaler ( ja det lyder måske arrogant, men sådan har jeg det altså). Det er især hvis der er flere forskellige som har gang i separate samtaler samtidig. Det er motorcykler og biler som dytter og en masse andre lyde.

Noget af det jeg gør for at gøre det lettere for mig at være i en verden som virker meget larmende og overvældende,er at jeg har et par støjreducerende høretelefoner og så har jeg et par formstøbte musik ørepropper og formstøbte sovepropper, min høresans lukker nemlig ikke helt ned selvom jeg sover, så bruger jeg ikke sove propperne vågner jeg med meget ondt i hovedet, jeg bor desværre ud til en vej hvor der køre mange biler, også om natten. Det skal så siges at selvom jeg på ingen måde kan undvære hverken ørepropper eller støjreducerende høretelefoner og synes de hjælper rigtigt meget, så tager de kun toppen og jeg kan stadig høre næsten alt og har ikke den boble agtig fornemmelse, som jeg har hørt andre beskrive. Dette skyldes ( og det her er kun en teori) at jeg absolut intet filter har, så når jeg bruger mine høretelefoner eller ørepropper får jeg kunstigt det filter som de fleste andre har naturligt, mens de jo får et ekstra filter.

Følesansen
Lad mig sige det med det samme, jeg forstår ikke hvad al den berøring skal til for?! Jeg synes generelt berøring er ubehageligt og ofte gør det også ondt på mig. Der er ganske få personer hvis berøring ikke er ubehagelig for mig og selv der kan jeg på dårlige dage heller ikke lide deres berøring. Det værste er dog fremmede mennesker, det synes jeg er enormt ubehageligt og derfor er det også en udfordring for mig at køre i bus og generelt være steder med mange mennesker for chancen for at nogen snitter mig er meget stor.  De fleste vil enten ikke bemærke det eller i hvert fald svagt bemærke det, for mig føles det som personen som snittede mig i virkeligheden gav mig et knytnæveslag. I  bussen vil jeg allerhelst sidde inderst, hvis det ikke er en af de busse med én mands sædder. Man skulle tro at jeg ville mig spærret inde, hvilket jeg på en måde også gør, men sidder jeg inderst så kan jeg kun blive rørt ved på den ene side, mens sidder jeg yderst kan både personen der sidder ved siden af mig og dem som går eller står på midtergangen røre ved mig. Og når jeg siger røre ved mig er det ikke kun det at de røre ved mig med deres arm, men også det at deres ærme eller en flig af deres jakke eller en rem fra deres taske røre ved mig, der føles meget ubehageligt og gør ondt, det værste er hvis jeg kan få plads ved et firemands sæde og personen overfor mig kommer til røre ved mit knæ med sit knæ, det har fået mig til at stå af bussen flere gange.

Ikke kun berøring er svært for mig det er også ret besværligt hvad tøj angår. Jeg kan
f.eks slet ikke klare uld, det er der mange der påstår at de ikke kan, men ved mig er det bare det, at der er en lille bitte smule uld i stoffet, er der f.eks 3% uld i stoffet, vil jeg udelukkende kunne mærke de 3% og ikke det 97% andet og det vil føles som en blanding af brændenælder og små bitte nåle imod min hud. Endvidere kan jeg slet ikke klare mærker i tøjet og skal have dem fjernet helt og aldeles, hvilket som oftest resultere i at jeg har huller i mit tøj, men det tager jeg med, hellere det end “mini kaktusser” i mit tøj. De fleste af mine t-shirts vender jeg vrangen ud på fordi jeg synes syningerne gør ondt, sjovt nok så genere syningerne mig ikke når det kommer til skjorter, tror der bliver brugt noget blødere tråd, så skjorter går jeg en del med, og så har jeg opdaget glæden ved oversized t-shirts, som jeg heller ikke behøver at vende vrangen ud på. Strømper har jeg det også stramt med, de gør ondt at have på fødderne, det føles som om mine fødder er ved at blive kvalt, det ved jeg naturligvis godt at de ikke gør, men det er ikke desto mindre er det sådan det føles. Strømper er noget jeg har på, så jeg ikke får vabler når jeg har sko på. Jeg kan heller ikke have hjemmesko på af samme grund og selv om vinteren hvor der er koldt i min lejlighed ville jeg hellere fryse mine bare fødder end tage strømper og hjemmesko på. og BH’er uden at gå i detaljer lad mig bare sige, at jeg ikke er fan, det samme gælder i øvrigt jakkehætter.

Selvom der som beskrevet herover, er rigtig mange ting som jeg ikke kan lide følelsen af, så har jeg samtidig brug for rigtig meget sensorisk input og vil helst gerne prøve at røre ved alting, det er dog lidt svært at komme til, men jeg røre ofte ved ting jeg går forbi, tøj ( som hænger på tøjstativer inde i byen) husmure, blade på buske, lygtepæle og alt muligt andet. Jeg “ser” lige så meget verden med mine fingre, som med mine øjne.



Krops og balancesansen
Det her er straks lidt svære at forklare, men jeg vil gøre et forsøg. Først og fremmest er  min balance ret dårlig, hvilket for mit vedkommende resultere i at jeg altid er svimmel, det er dog værst når der er mørkt. Jeg er ikke mørkeræd, men pga svimmelheden bryder jeg mig ikke om at gå steder med svag belysning når der er mørkt. Jeg er samtidig natte svagtseende og der skal ikke være ret mørkt før jeg føler jeg har svært ved at orientere mig.


Som jeg tidligere har beskrevet, blandt andet i mit indlæg om Djurs Sommerland og ledsagerkort så har jeg MEGET svært ved at stå i kø og i det hele taget at være fysisk tæt på andre mennesker, især fremmede eller mennesker som jeg ikke kender ekstremt godt. Det drejer sig ikke kun om berøring, men også om at min personlige grænse hvor tæt folk kan gå på mig er meget lav, jeg har nemlig en meget dårlig fornemmelse for hvor jeg er i forhold til andre, det betyder at jeg føler at alle er ved at gå ind i mig og står alt alt alt for tæt på mig. Jeg føler jeg er ved at blive kvalt og får ofte en kvalme agtig fornemmelse. Fordi jeg kan mærke alle andre i et rum ( især hvis det er et lille rum) kan jeg bedst lide når alle sidder ned, bevægelse skaber simpelthen for meget uro i mit system og fordi jeg som tidligere nævnt er meget lydfølsom og ikke kan sortere lyde, så har jeg det også bedst med at der ikke bliver snakket for meget, dette er ofte blevet opfattet som arrogance fra min side og at jeg mener at jeg er bedre end andre, det er IKKE tilfældet jeg føler ikke at jeg har mere ret til noget som helst, det er et udtryk for at jeg har det MEGET svært i sociale situationer med mere end 5-6 mennesker.




Syns og smagssans
Syns og smagssanserne har jeg ikke de helt store problemer med, dog ser jeg alle detaljer på én gang hvilket er ekstremt trættende og smagssansen har jeg ikke rigtigt nogle problemer med, jo der er da ting jeg ikke kan lide, men sådan har alle det jo. Jeg oplever til gengæld at der bliver flere og flere teksturer jeg ikke kan holde ud at have i munden og som ganske enkelt giver mig kvalme. Det sammenlagt med at min ADHD medicin giver mig nedsat appetit og træthed og manglende overskud, kan gøre det svært at få spist ordentligt og nok( overskuddet hænger også sammen med mine sansemæssige problemer).


Jeg håber mit indlæg har givet et indtryk af hvad os med sanseforstyrrelser kæmper med og rigtig mange tak for at læse mit indlæg. 

tirsdag den 11. april 2017

Derfor flapper jeg.

Hvis man googler stimming vil man få at vide, at stimming "også kendt som selv-stimulerende adfærd, og selv-stimulering, er en gentagelse af fysiske bevægelser, lyde, eller gentagne bevægelser af objekter fælles hos personer med udviklingsforstyrrelser, men mest udbredt i mennesker med autistiske spektrum forstyrrelser."


Der er rigtigt mange forskellige måder og sikkert også grunde til at autistiske mennesker stimmer, i dette indlæg vil jeg fortælle om hvorfor og hvordan jeg stimmer.
Okay det her er lidt svært at forklare, men jeg prøver.

Når jeg er i et rum med andre mennesker har jeg en følelse af, at jeg kan mærke den fysiske tilstedeværelse af alle andre i rummet. Det er på en måde som om, at de røre ved mig fysisk, uden dog at røre ved mig sådan helt rigtigt. Jeg ved af gode grunde ikke om, det også forholder sig sådan for neurotypiske, men i hvert fald så er det meget ubehageligt for mig idet min hjerne ikke automatisk sortere i sanse indtryk, så jeg føler at det bliver klaustrofobisk. Fordi min hjerne bearbejder sanse indtryk langsommere end den neurotypiske hjerne, så er det ekstra ubehageligt når folk går rundt eller bare står op. Min hjerne kan ganske enkelt ikke følge med. Samtidig har jeg som tidligere beskrevet svært ved at sortere i lyde og specielt det at flere personer snakker på samme tid, har jeg svært ved at klare (dog hjælper det lidt på det, at jeg har mine Bose støjreducerende høretelefoner på). Så jeg kan helt arrogant bedst lide når folk sidder ned og tier stille ;-)
Noget af det samme gør sig gældende når jeg går på steder med mange mennesker, som f.eks storbyer, butikker og banegårde m.m. Også at sidde ved et bord og spise sammen med andre mennesker, specielt hvis man er flere end 4-6 personer og maden skal sendes rundt,  og endnu værre er det med buffeter (især dem hvor man går rundt om et bord) for både ved bordet og buffeten er der ingen som helt plan, så alle vimser rundt og maden bliver sendt rundt både med og imod urets retning. Jeg ville ønske at det blev vedtaget ved lov at man kun måtte gå eller sende mad rundt MED urets retning. Stimming hjælper mig også til bedre at kunne koncentrere mig eller til at sortere i informationer. For ikke lang tid siden var jeg med til et møde på ANTV og der havde jeg bagefter brug for at sidde en 15 minutters tid og kigge Doctor who youtube videoer imens jeg stimmede, det var min måde at få alle informationerne sorteret ned i de "rigtige skuffer" i mit hoved, så jeg var klar til at lave andre ting. 

Også virker det beroligende og føles rart. 

Jeg gør forskellige ting alt efter hvilken situation jeg er i og hvor stresset/overvældet jeg er. 

Her under viser jeg forskellige eksempler på hvordan jeg stimmer. Undskyld jeg ser træt ud, jeg var ude og være social tidligere i dag, hvilket er ret hårdt for mig.



Når der er mange mennesker tæt omkring mig.


Jeg hader når folk myldre omkring mig, især når 
jeg føler at de alle sammen går imod mig på én gang. 
Så hjælper det min krop og ikke mindst min hjerne 
til at skabe plads og system i situationen. 



Finger flap


Det her gør jeg mest når jeg går på en almindelig gade
 eller er et sted med mange indtryk som f.eks en café. 
Det hjælper mig også hvis jeg skal tage en beslutning 
eller på anden måde omstille mig hurtigt.




Omstillings klap


Når jeg skal gå fra en opgave til en anden eller er lige skal 
komme i tanker om hvad det nu var jeg skulle gøre eller var i gang med, 
så hjælper det at klappe en enkelt eller to gange i hænderne.
Det er min "næste kapitel" knap.


Jeg gør også mange af de ovennævnte ting, hvis jeg er glad eller begejstret, der vil jeg dog som regel smile. 

Stim toy

Jeg har også en del "dimse ting" det er meget forskelligt hvad jeg lige foretrækker, men for tiden er det disse to ting. Fælles for alle mine ting er dog at de ikke har en glat overflade. de skal helst være lidt nubret. 


Chewable cookie





Den her chewable necklace virker bare helt vildt beroligende, 
både at have i munden og at røre ved. 


Den blå dims



Jeg ved faktisk ikke hvad sådan en her kaldes, men igen så 
er den bare beroligende at dimse med. 
jeg har også en i gul og falder bedst i søvn når jeg har dem i hænderne. 




Fælles for alle de ting jeg gør er at det giver mig en bedre fornemmelse af min egen krop og skaber en afstand mellem mig selv og mine omgivelser. 


Hvis man gerne ville finde stim toy selv er WISH app'en, ebay, amazon, etsy og stimtastic gode steder at kigge. Min chewable cookie er fra Etsy og den blå dims er fra WISH app'en.


😄


tirsdag den 24. januar 2017

Tandlæge

Åh hvor har jeg det dårligt lige nu 
Jeg har lige været til tandlægen og få lavet en rodbehandling og fik en nedsmeltning pga alle lydende og lyset og berøringen. Det gjorde der så ikke bedre, at jeg skulle røngtenfotograferes inde i munden, hvilket jeg synes er meget mere ubehageligt end både at blive bedøvet og bordet i (og jeg har virkelig svært ved at kapere lyden fra bordet) tandtægen bliver nød til at nærmest at have begge sine hænder inde i min mund (eller sådan føles det i hvert fald) for at holde det lille stykke røngten "pap" på plads. Da han så vil tage det ud af min mund taber han det og det er ved at glide ned i den gale hals, det føltes som om jeg var ved at blice kvalt 
Tandlægen bliver ved med at sige at jeg bare skal sige til når jeg har brug en pause, men hvordan gør man det med et par hænder i munden og alverdens apperater.
Jeg får altid hovedpine og kvalme efter en tur ved tandlægen, selv de små korte ture giver hovedpine og kvalme resten af dage. Denne gang var det så slemt at jeg måtte sidde 20 minutters tid i venteværelset og komme til mig selv, før jeg kunne komme videre 

mandag den 23. januar 2017

Autist- At være eller at have

Mandag aften blev første afsnit i serien 'De skjulte talenter' sendt på DR1 et ganske udemærket program som giver et lille indblik i livet som autist. Jeg vil lige for en nemhedsskyld tilføje, at vi ikke alle er talgenier eller er så dygtige til at tegne. Især det første er en generel misforståelse.
Men det var sådan set ikke det mit indlæg skulle handle om. Men derimod nogle af de kommentare jeg har læst i forbindelse med programmet, mange har nemlig været meget indigneret over at de medvirkende i programmet bliver omtalt som autister og ikke som mennesker som HAR autisme. Og selvom jeg ved at det er i allerbedste mening, så skære det mig i øjnene, for jeg vil egentlig gerne selv bestemme hvordan jeg skal omtale mig selv.
Og jeg ER autist, det har betydning for hvordan jeg tænker, føler og opfatter verdenen omkring mig. En måde at opfatte verden på, som er forskellig fra neurotypiske mennesker, ikke en bedre elle en værre måde, men en anderledes. Ja jeg er også et menneske, søster, datter, moster og kæreste. Derudover er jeg rødhåret, fugleejer osv. Men der er ingen præcis definition af hvor Ellen slutter og autismen begynder, det er hvem jeg er.
bestemmer hvordan den enkelte på spektret skal opfatte sig selv?
Nogle foretrækker at sige at de HAR autisme, hvilket naturligvis er helt iorden, det vigtigste er at det enkelte menneske på spektret får lov til at kalde sig det han/hun selv vil.
Jeg er ikke "normal", jeg er et menneske, jeg er autist og det er helt okay.

tirsdag den 29. november 2016

Ferie i Cardiff - Autisme edition. Del 1

Så nu sker det, det som jeg har ventet på og glædet mig til i over et år (det føles som længere tid). Jeg er på vej til Cardiff, hvor jeg skal opleve en masse Doctor Who ting. Doctor Who er min særinteresse. Det er nu ikke kun mig der er afsted, en sådan ferie ville nemlig være en alt for stor mundfuld for mig at klare på egen hånd, så min mor er med, hvilket jeg er mere end taknemmelig for at hun vil.

Jeg har valgt at skrive mit indlæg som en slags rejse dagbog.



ONSDAG: Dagen før afrejse

Onsdag var slem for mig, det er dagen før jeg skal afsted altid, også selvom det bare er en weekend tur til Randers, så er jeg i et frygteligt dårligt humør. Og at det er udlandet jeg skal til gør ikke mit humør bedre. Det er ikke fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg bestemt. Det er alle de mange følelser og tanker jeg har svært ved at håndter, og så det at det er udenfor min vanlige struktur. Forandring og autisme er ikke venner. Så jeg fik grædt en masse onsdag.



TORSDAG: Afrejse

Torsdag var en rigtig lang dag, dog mest fordi vi sad i en bus fra Aarhus til København i mange timer. Jeg synes egentlig at turen gik rigtigt godt, selv af og påstigningen gik fint, noget der ellers ofte kan stresse mig rigtigt meget.
Vores bus kørte direkte til CPH lufthavn, men da vi først skulle med flyet dagen efter, skulle vi til Tårnby hvor, vi overnattede på Copenhagen Go Hotel i et lille bitte værelse, men når det bare det er en enkelt nat, så betyder det jo ikke noget.
Der gik egentligt et tog fra lufthavnen til Tårnby St. men da jeg var træt og ikke rigtigt kunne overskue, at skulle finde ud af, hvor præcis det afgik fra, så vi tog en taxa til hotellet, der var nu ikke så langt, så det var til at betale.

Da vi ankom stillede vi vores bagage på værelset og gik ud for at lokalisere hvor vi kunne komme med toget næste dag.  Derefter gik vi over i Field's for at finde et sted at spise aftensmad. Klokken var aftentid, så der var heldigvis næsten ingen mennesker, men hold da op, hvor er Field's et stort sted, specielt når man kun er vant til lille bitte Bruuns Galleri.
Vi gik forholdsvist tidligt i seng, da vi skulle tidligt op næste dag.



Fredag: Lufthavnen og ankomst til Cardiff


Fredag var den dag jeg havde frygtet mest og var en stor del af grunden til mit dårlige humør onsdag. Jeg har ganske vist fløjet før, men kunne slet ikke huske, alt det man skal i en lufthavn. Vi havde som noget nyt bestilt særlig assistance i lufthavnen, hvilket betød at vi kunne komme igennem den sidste pas og billet et kvarter før alle andre og jeg (og min mor) kunne komme ombord i flyet som de første, så jeg undgik stressen ved at skulle finde sæde og tage jakke af og få tasken op i bagage boksen m.m. Vi havde dog aftalt på forhånd jeg bare skulle sætte mig og så ville min mor ordne alt det med håndbagagen, det hjalp mig meget, da jeg hurtigt bliver stresset, når andre skal vente på at jeg bliver færdig. Det er ikke en gang fordi de behøver sige noget, jeg har bare en fornemmelse af, at de jager med mig mentalt.

Det var første gang jeg prøvede at have særlig assistance på i en lufthavn og selvom den hjælp vi (specielt jeg) fik gjorde at jeg ingen panik anfald eller meltdown's fik, så ville jeg nok en anden gang vælge at have hjælp hele vejen i gennem alle sikkerhedstjekkene, for det var ret forvirrende for mig, især der hvor man skulle have håndbagage og jakke m.m tjekket var forvirrende, da jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle  og hvordan det skulle foregå. Ofte virker det på mig som om alle andre har en intuitiv idé om hvad de skal gøre og hvad der skal ske i nye situationer, eller også går det bare hurtigere for neurotypiske (ikke autistiske mennesker) at overskue og planlægge inde i deres hoveder, hvad de skal gøre. For mig er det mere eller mindre kaos og havde min mor ikke været der og havde sagt til vagterne at de skulle fortælle mig hvad jeg helt præcis skulle tage af og hvor det skulle ligge, så var jeg panikket fuldstændig, jeg tager nemlig meget lang tid om at planlægge og overskue hvordan jeg skal gøre tingene og jeg har absolut ingen intuitiv fornemmelse af hvad jeg skal og hvordan. Ofte ser det bare sådan ud fordi jeg ofte er god til at reseache på forhånd og fordi jeg som de fleste andre autistiske kvinder, er mester i at efterligne mine omgivelser, dette kræver dog rigtig meget energi, da jeg hele tiden må tænke over hvad jeg skal gøre og også må forsøge at tænke fremad til de næste par trin, noget som er meget svært pga. mine vanskeligheder med den ekstutive funktion.

Selve flyveturen gik sådan set fint, i hvert fald hvis man ser bort fra propperne i ørene, som gjorde at både min mor og jeg var halvdøve i flere dage. Vi havde på forhånd valgt at tage en bus fra Bristol til Cardiff, som gik omkring 2 timer efter vi var landet, da vi ikke vidste hvor lang tid det ville tage at få udleveret vores bagage, det gik nu rimeligt hurtigt, så vi kunne godt have nået den første bus efter at vores fly havde landet. Selvom vi så fik lidt ekstra tid i lufthavnen, gjorde det ikke noget, da vi så fik en chance for at få lidt at spise og drikke inden vi skulle med bussen. 

( noget om at det tog 2 timer og at der var en skærm så man kunne se vejen foran bussen)

Vi ankom til Cardiff efter ca. 2 timers bus tur og fandt vores hotel, hvor vi skulle bo på etage 11 i værelse 11, hvilket jeg fandt meget glædeligt da jeg elsker palidromer :-) Da vi havde stillet vores bagage gik vi ud i byen for at finde et sted, at få noget aftensmad, det var dog lettere sagt end gjort da der var noget Open by Night, så der var proppet med mennesker, så vi fandt ingen steder hvor vi kunen få noget at spise, derfor besluttede vi os for at spise på hotellets restaurant. Inden vi gik tilbage dertil fik jeg købt et par pakker Jamie Dodgers, som er nogle småkager som Doctor Who fan's ville kende som "Tardis self-destruct button". Jeg blev meget noget forvirret inde i butikken, da det viste sig at der var 3 for ens pris. Jeg har nemlig svært ved at forstå priser sagt højt, det er en del af min talblindhed. Jeg kan sagtens læse en pris, men når det bliver sagt højt, så lyder det som russisk i mine øre + at jeg heller ikke kunne huske hvor i butikken jeg fandt dem, så tanken om at skulle lede fter dem kunne jeg slet ikke overskue, hvilket ekspidenten nok godt kunne se på mig, så han var så rar at hente nogle flere pakker til mig. Jeg synes egentligt ikke at de smager specielt godt, men så fik jeg da prøvet dem.

 



Lørdag: Doctor Who experience

Doctor Who experience var hele grunden til at vi var kommet til Cardiff. Men inden jeg fortæller mere om min oplevelse der, ville jeg lige fortælle kort om hvad Doctor Who er. 

Doctor Who som er en britisk sci-fi serie, skabt af BBC blev sendt første gang lørdag? d. 23. November kl. 18.15? dansk tid. Faktisk var det lige før serien slet ikke var blevet sendt i det, der skete en anden meget stor historisk begivenhed den dag, nemlig mordet på Præsident J.F Kennedy. Heldigvis blev det ikke sådan. At forklare handlingen i Doctor Who er en lang og indviklet og må vente til et andet blog indlæg, men kort fortalt handler serien om The Doctor en Timelord fra planeten Gallifrey, som rejser i tid og rum i sin tidsmaskine, en Tardis (Time and relativ dimension in time and space) sammen med forskelige companions, for det meste kvinder fra planeten jorden. De første companions var hans barnebarn Susan og hendes to lærere Ian Chesterton en kemi lærer og Barbara Wright, serien var 
nemlig ment som et undervisnings program. 

Noget af det særlige ved serien er at den har mere end 50 år på bagen og der bliver stadigt optaget nye afsnit. I skrivende stund er optagelserne til sæson 10 i gang. Det lyder måske underligt at en serie, der er mere end 50 år gammel kun er ved sæson 10, men det skyldes at serien på et tidspunkt holdt en 10 år lang pause, før pausen bliver omtalt som Classic Who og efter pausen som New Who serien. En anden særlig ting er at Doktoren ikke dør, men regenere ind til en ny person, dog med de samme minder. Serien er ved den 12 Doktor. Det var fra starten slet ikke meningen at Doktoren skulle regenere, men William Hartnell som spillede den første Doktor begyndte på et tidspunkt at få alvorlige problemer med helbredet, men da han vidste at mange af seriens seer var børn, deri blandt hans eget barnebarn, ville han ikke træde tilbage, da han ikke ville skuffe dem. Hartnell's kone blev dog ved med at plage BBC om at finde på noget, så de kunne få ham til at træde tilbage og det fik dem til at komme op med idéen om at Doktoren kunne regenere og resten, er som man siger historie. 





Alle 13 Doktore.


Doktorens rumskib/tidsmaskine som er større indeni end udenpå.



Tilbage til Doctor Who Experience, så var det en stor oplevelse for mig og jeg måtte mere end én gang hoppe af ren og skær begejstring.
Den første del man kommer ind i en interaktiv tur, som jeg ikke vil afsløre for meger om i tilfælde af at du/I selv kommer derhen, jeg kan dog sige at jeg blev positivt overrasket, jeg havde nemlig læst hjemmefra, at der ville være stroposcop lys, hvilket jeg ikke kan tåle. Jeg får ikke kramper, men jeg får det meget dårligt med kvalme, hovedpine og midlertidig hukommelses tab, hvilket betyder at jeg ikke kan huske hvad jeg har lavet de sidste par timer. Jeg spurgte guiden om de ville sige til når det kom, så jeg kunne lukke mine øjne, men de kunne berolige mig med at deres lys var blevet testet og at det ikke var "farligt" og ganske rigtigt, så fik jeg det slet ikke dårligt.
Efter den interaktive del kom vi ind i selve udstillingen, hvor jeg selvfølgelig også måtte hoppe et par gange af ren og skær begejstring. Jeg fik filmet en masse med mit videokamera, en af mine store hobbyer er nemlig at fotografere og filme, samt lave billed- og videoredigering. Jeg fik også købt nogle billeder af mig selv i de forskellige Doktors Tardis'er. Og naturligvis fik jeg også købt et par ting i museets butik, som på en måde var lidt skuffende, der var i hvert fald ikke noget stort udvalg i forhold til hvor mange ting der findes. Jeg fik også hentet den accesories pack jeg havde bestilt sammen med billetten. 



Selvom det var en fantastisk oplevelse fik jeg alligevel et mindre meltdown, ved mig betyder det som regel at jeg reagere ved enten at snerre af folk, også selvom de er ganske uskyldige, eller ved at græde. Det var som sagt ikke fordi jeg ikke havde en fantastisk oplevelse, at jeg blev ked af det og stresset, så jeg kom til at snerre af min mor, det var simpelthen bare så overvældende med alle de indtryk. Normalt forsøger jeg at skåne mig selv fra for mange indtryk, men som sagt er Doctor Who min store særinteresse, så jeg ville have så mange detaljer med som muligt. Som jeg sagde før så kom jeg snerre af min mor, hvilket bare gjorde mig mere ked af, for det var bestemt ikke min mening, heldigvis ved min mor godt hvorfor jeg ind imellem reagere anderledes.




Nu skulle man næsten tro at det var dagens eneste aktivitet, men jeg havde planlagt to ting mere. Den ene var at jeg gerne ville se Ianto's shrine. Jeg må nok hellere forklare at Ianto's Shrine er en minde væk på Cardiff havn, det specielle er at Ianto Jones er en fiktiv karakter. Han var en af de mest populære karaktere i Doctor Who Spin-off'en Torchwood, som døde i serien. Det blev fans af serien så kede af, at de lavede en mindevæg for ham. Det forlyder faktisk at skuespilleren

Og som den sidste ting, skulle vi spise frokost på Eddies Diner, ikke noget specielt sted, hvis man lige ser bort fra at scener fra hele to Doctor Who afsnit er blev optaget derinde. Så er man Whovian og kommer til Cardiff, så skal man derind og spise frokost.



Ianto's Shrine, hvor et skilt som beroliger folk ved at fortælle at der blot er tale om et fiktiv karakter.




Eddies Diner som den normal ser ud.



Billeder fra episoden " The Impossible Astronaut" 
med Amy Pond, rory williams og River Song

Tardisen bag 11th Doctor er der stadig.


12th Doctor og Clara Oswald " Hell bent" episoden. 

Jeg sad henne i hjørnet under den røde bil. 


Fortsættes i del 2....

torsdag den 6. oktober 2016

Pebble smartwatch En mindre stresset morgen


På grund af mine nedsatte eksekutive funktioner (læs evt mit tidligere indlæg om dette) bruger jeg mange mentale kræfter på de ting som de fleste bare gør uden, at tænke sønderligt meget over det, og fordi jeg heller ingen tidsfornemmelse har, så har mine morgener altid været en stressende og trættende affære. Og med fare for at lyde som en dårlig reklame, så har jeg nu fundet en løsning på det. Nemlig et Pebble Smartwatch.


Et smartwatch fungere ved at være forbundet til mobilen via bluetooth. Man installere apps'ne via Pebble mobil app.

En af de apps jeg er rigtig glad for hedder Rutine Builder. Den fungere på den måde at jeg via min mobil laver en række skemaer som jeg derefter synkronisere med mit ur




MORGEN RUTINE DEL 1
MIN
Tage medicin
20
Stå op
3
Nattøj på sengen
1
Toilet
3
Tøj til vask
1
Åbne til fuglen
3
Finde tøj frem
5
GÅ TIL BAD el. MORGEN RUTINE DEL 2
1
MORGEN RUTINE DEL 2
MIN
Evt. Tørre shampoo
3
Evt. Vaske med vådservitter
3
Deodorant og parfume
1
Underbukser
1
Top
1
bukser
1
Skjorte
4
Tænde glattejern
1
Børste hår
3
Ordne pandehår
2
Smide gamle linse æsker ud
1
Finde nye linser
1
Vaske hænder
2
Åbne æsker
1
Linser i øjnene
3

Jeg bruger mest routine builder om morgenen, da det er der jeg er mest stresset ( dog har jeg tænkt mig at lave en til når jeg skal i seng, da det godt kan tage lang tid for mig. 

Det første jeg gør når jeg vågner om morgnen kl. 9 er at tænde for programmet og så følger jeg uret slavisk indtil jeg skal ud af døren kl. 11.30 Alt hvad jeg skal er tastet ind i mit skema også hvordan jeg får morgen mad. Noget jeg ellers godt kan have svært ved at overskue.
  
En af de rigtige smarte ting ved netop Pebbles smart watch er at det er vandtæt, så jeg kan også have det på i badet. 

Jeg har tilmed lavet en der hedder gå til bussen, den har jeg sat til 20 min, selvom det kun tager omkring 5 minutter, men d jeg ingen tidsfornemmelse har, så ved jeg ikke hvordan 5 min føles, så jeg følte ofte at jeg var ved at komme for sent til bussen. På den her måde føler jeg mig ikke stresset.



Udover at jeg bruger mit Pebble til rutine builder, så bruger jeg et også som vækkeur, det vibrere nemlig så jeg bliver ikke så forskrækket, som når det almindelige ur ringer.


Som en ekstra sjov og noget nørdet ting, så har jeg fundet et speciel Doctor Who watch face ( her er en lille film som viser det specielle ) faktisk er jeg bedre til at se klokken på det ur, end på et almindeligt digital ur.

Det var vist hvad jeg lige  kunne finde ud af, at skrive om mit ur. Har I/du nogel spørgelsmål så svare jeg gerne på dem :-)




fredag den 30. september 2016

Lav selv "Weighted lap pad".

Mange med autisme og ADHD har stor gavn af, at sidde med noget tungt over benene, som f.eks en kugledyne eller kædedyne. De er dog lidt besværlige at slæbe med rundt og tilmed dyre at anskaffe. Man kan så købe en tung pude til at have på skødet, men også de kan være ret dyre. Derfor besluttede jeg mig for selv at lave en og da jeg ikke er specielt god til at sy, har jeg lavet en hvor det ikke er nødvendigt at kunne.





Du skal bruge:

  • Et Pudebetræk med lynlås - 23 kr hos Søstrene Grene
  • En køkkenvægt     - Havde jeg i forvejen            
  • To poser ris 1 kg pr pose ( jeg brugte grødris da de var billigst) - 11 kr pr pose i Føtex
  • To ruller gaffatape ( jeg købte 3 ruller) -  til 10 kr pr stk hos Føtex
  • Fryseposer - en rulle til 5 kr hos Normal
  • En saks- Havde jeg også i forvejen
I ALT= 80 kr

 Jeg hældte 300 gram ris i en pose og foldede posen sammen over risene og lukkede den med gaffatape.






 Det gjorde jeg seks gange og tappede dem godt sammen på oversiden.










 Jeg vendte dem om og gentog det på den anden side.




 Jeg tappede også rundt i kanten.






 Så kom jeg pudebetrækket udover lap pad'en.




 Det færdige resultat :-)


 

søndag den 11. september 2016

Men hvad så med min hjælp?

Når jeg læser en artikel med overskriften "Kommunerne vil gøre handicappede mere selvhjulpne" så får jeg altså  ondt i maven. For selvom jeg i forhold til mange andre handicappede er relativt selvhjulpen, så har jeg brug for, forholdsvis meget hjælp. Også mere end jeg får. Det er jo ikke fordi jeg ikke gerne ville være mere selvhjulpen, det er ikke altid sjovt at være afhængig af andre mennesker, for at ens lejlighed ikke drukner i rod og snavs. Jeg ville mere end nogen anden elske hvis jeg kunne gå ud og rydde op i køkkenet og kun bruge max en time (halvanden hvis det går vildt for sig) i stedet for at skulle sætte en hel søndag af til det (og stadigvæk have et par pander stående i blød) og jeg ville ønske at jeg var i stand til at gøre mine egne 52 kvadratmeter rent, så jeg ikke behøvede at betale for at gjort det én gang om måneden. Jeg ville I dén grad elske hvis det var sådan. MEN jeg hverken vil eller for den sags skyld, kan blive mere selvhjulpen fordi en kommune ville spare penge, og så skal ske i mit eget tempo og ikke fordi der skal spares yderligt på kommunernes handicap budget. I forvejen er min bostøtte blevet skåret væsentligt ned i de ca 8 år jeg har boet i bofællesskab og min bostøtte blive ofte aflyst enten pga ferie, sygdom eller kursus og der er ikke ansatte nok til at jeg kan få en vikar.

Misforstå mig ikke jeg er taknemlig for den jeg får og jeg er klar over at mange slet ingen hjælp får. Jeg ved bare, at mit liv bliver total kaos, hvis jeg ingen hjælp får.

Så ja selvom kommunerne forsøger at få det til at se ud, som om det er "for vores eget bedste" så bliver jeg bange og får ondt i maven.

torsdag den 1. september 2016

Med autismen på tur

At tage på en hel dags tur, når man har adhd og autisme, er ikke uden omkostninger på energi kontoen.
Vi har været så heldige i mit bofællesskab, at vi har fået nogle ekstra penge fra en fond, så vi kunne komme på en stor tur, hvor alle både pædagoger og beboer kunne komme med. Den tur gik til Samsø. Jeg ville i dette indlæg fortælle lidt om hvordan det opleves fra et autistisk/adhd synspunkt.




Første del af turen: Afgangen og færgen


Jeg var nervøs allerede fra morgenstunden, det at tage på tur er en anderledes situation og som autist har jeg det svært ved nye situationer, også selvom jeg selv har valgt at tage med. Jeg bliver så frygteligt nervøs og restløs, som bliver til en indre uro, som mest af alt føles som vokseværk i hele kroppen. En følelse jeg også får når jeg er hyper aktiv.
Vi skulle mødes ved bus stoppestedet 9.40 så jeg måtte tidligere op end normalt (jeg er så priviligeret at jeg normalt  først møder kl. 12) jeg havde heldigvis sovet godt om natten, så jeg kom op i ordentligt tid og havde overskud til at spise en ordentlig portion morgenmad, det er nemlig ikke en selvfølge at jeg har det, sommetider kan det at komme i tøjet, tage så meget energi at jeg ikke magter at skulle spise morgenmad. Der var to af pædagogerne som skulle følges med os indtil Dokk1 hvor den sidste pædagog stod og ventede på os. Hele turen derind havde jeg den samme indre uro i kroppen som jeg havde derhjemme. Vi havde en 20 min ventetid inden Samsø-Aarhus Expressen skulle ankomme, så der spillede jeg lidt på min Nintendo 3ds'er. At lave noget som at læse eller spille på min 3ds'er hjælper mig med at holde nervøsiteten nede.
Da vi skulle ombord på færgen blev det hele noget forvirrende for mig og jeg blev ked af det. Jeg kan egentligt ikke helt forklare hvad det præcis var, men jeg tror at det var fordi, der var lidt uenighed om vi skulle sidde indenfor eller udenfor, der var heldigvis en (en af pædagogerne tror jeg) som tog en beslutning om at vi skulle starte med at sætte os indenfor, og så kunne de der ville gå udenfor bagefter. Resten af turen gik fint og det samme da vi skulle gå fra borde.




Anden del af turen: Samsø



Da vi ankom til Samsø blev vi mødt af Sven, som skulle køre os rundt på øen i hans/sin bus, en gammel Chevrolet Six fra 1934. Faktisk var det selv samme bus  som Dirch Passer kørte rundt i, i filmen "Bussen" fra 1963. Bussen var meget hyggelig at sidde i, bortset fra at det rystede noget og larmede en del med den gamle Motor, men så var det godt at jeg havde mine Bose Quietcomfort med. Og Sven var rigtig god til at fortælle om de forskellige steder vi så undervejs.






Det var egentligt meningen at vi skulle have besøgt Samsø falkecenter, men der var af en eller anden grund lukket. Ret ærgeligt for det havde jeg glædet mig til. Jeg havde endda taget mit lille video kamera med, så jeg kunne filme dem.

Der var heldigvist planlagt flere ting hjemmefra, blandt andet at vi skulle op i et udsigts tårn hvorfra man vist nok kunne se til Aarhus. Jeg havde  nemlig ikke lyst til, at komme op i det, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed. 






Bagefter kørte vi videre til Ballen, hvor vi skulle spise på Restaurant Dokken.
Da vi var en stor gruppe på 11 personer var der selvfølgelig blevet reserveret et bord til os på forhånd. Og heldigvis et roligt afsides sted, så der var ikke så meget larm og uro omkring os. Jeg finder det at sidde så mange sammen svært, især det at skulle finde ud af hvor jeg kan/skal sætte mig er forvirrende for mig,  spørgsmålet " hvor ville du gerne sidde"  gør mig stresset og forvirret, det havde jeg heldigvis fået sagt til en af pædagogerne, så hun hjalp mig med at finde en plads til mig. Maden var sådan set okay, ikke det bedste jeg har smagt, men der var i hvert fald nok af den. Det plejer nu heller ikke at være et issue for mig, da min appetit ikke er så stor pga min adhd medicin.
Efter maden var vi en hurtig tur inde hos en købmand, som solgte lokale Samsø speciellitter, men da den var meget lille og jeg ikke kan lide, at andre mennesker er tæt på mig, så blev det kun til et hurtigt kig, inden jeg skyndte mig ud igen.Da alle havde fået kigget færdigt inde hos købmanden (nogle hurtigere end andre) kørte vi videre op til den nordlige del af øen, hvor vi skulle besøge Samsø Labyrinten som er verdens største labyrint. Da vi kom derhen var den imod al forventning lukket, så vi diskuterede lidt hvad vi så skulle og der blev på et tidspunkt foreslået at vi skulle besøge et sted hvor man kunne komme ind i nogle kæmpe store bolde, men da en af pædagogerne ringede derud, fik hun at vide at det blæste for meget, så i stedet ringede hun til ejerne af labyrinten, som gerne ville komme og åbne op for os, så vi kunne komme ind og prøve den alligevel. Det var meget sødt af dem. 
Jeg var først lidt nervøs, da det med at finde rundt i labyrinter ikke ligefrem er min stærkeste side. Samsø Labyrinten er dog ikke kun anderledes fordi den er verdens største, den er også anderledes fordi man ikke bare går rundt på må og få. Man får ved indgangen afleveret et ark med nogle spørgsmål som skal besvares rigtigt, for at man kan finde ind til midten af labyrinten. Jeg har en stor paratviden og elsker facts om alle mulige ting, så det var lige noget for mig.
Derefter gik turen tilbage til havnen, hvor vi skulle sejle tilbage til Aarhus.

Opsummering 

Selvom jeg synes at det var en rigtig hyggelig tur og at det er nogle flinke mennesker som var med, så er det meget hårdt for mig at være afsted i så mange timer uden, at have mulighed for at holde pause for mig selv. Så dagen efter måtte jeg tage en fri dag, da jeg var så udmattet og havde så mange sociale tømmermænd, at jeg intet kunne overskue og blev i sengen med nattøj på hele dagen og jeg fik først noget at spise omkring kl. 20. Bare tanken om at skulle  forholde mig til andre mennesker fik mig næsten til at græde. Så sådan en tur er bestemt ikke uden omkostninger.

Søg i denne blog

Sidevisninger i alt